Workshop om aldring og demens
Omstændighederne kan være en større udfordring end svækkelsen, når der opstår støttebehov.
Det gælder for udviklingshæmmede generelt, for aldringskompensationer i almindelighed, men i høj grad for udviklingshæmmede ældre, der både har psykiske, fysiske, og sociale kompenserende behov.
Strukturen, holdningerne og den kultur, der omgiver personer med støttebehov, opleves som et væsentligt parameter for, hvorledes vedkommende oplever at være aktør i sit eget liv. Hverdagens rammer og miljø skal have den nødvendige rummelighed og anerkende menneskers forskellighed og de forskellige faser i livet. Rutiner og systemkrav sætter ofte unødig begrænsning for at tilgodese den enkeltes behov for ”det gode liv”. De personligt tilpassede rutiner er noget andet, og sjældent statiske, som organisationsstruktur ofte bliver.
Det gode liv er individuelt. Fælles er dog, at det skal give mening for den enkeltes liv og hverdag. Det er afgørende at kunne skabe forståelse frem for forstyrrelse i støtten.
Der er ingen norm eller normalitet for ”det gode liv”. Bank-Mikkelsens normalitetsprincip var ikke, at den eller det ”unormale” skulle laves om, men mere, at systemet skulle tilpasse sig langt bredere behov.
Alle bør som udgangspunkt have de rette betingelser for at kunne leve livet hele livet. At leve livet er meningsfyldt, skaber den energi og livslyst, der betegner det ”personlige liv”. Den professionelle tilgangs udfordring er og bliver at tage mere afsæt i omsorg og støtte end i systemkrav og magt.
De professionelles faglige viden og indsigt, den personlige vilje, de holdningsmæssige tilgange er afgørende for at gøre den forskel, der skaber perspektiv for, at mennesker i et professionelt afhængighedsforhold kan opleve personlig livslykke, uanset støttebehov.
At give mulighed for at leve livet hele livet fordrer nok personlig styrke og vedholdenhed hos borgerne, men også engagerede og udviklingsorienterede medarbejdere, der evner at have blik for detaljen. Afstanden mellem viden og kunnen kan være en stor barriere. At omsætte holdninger til handling kommer ikke af sig selv.
Vi håber på konferencen at kunne formidle gode erfaringer fra vores praksis og derved medvirke til, at medarbejdere, ledere og andre på tværs erfaringsudveksler og inspireres gensidigt.
Rose Olsen
Forstander
Vestereng og Ryttervej, Svendborg kommune
Modtager af Bank-Mikkelsen prisen 2007
Trine Bay Isager
Vestereng, Svendborg kommune
Pædagog, demenskoordinator,Visokonsulent